Windows får endelig startknappen tilbage

Onsdag holdt Microsoft deres store årlige udviklerkonference BUILD, der kunne byde på en hel del nyt fra selskabet. Mest påfaldende er den store opdatering med en del forbederinger til Windows 8.1, som er den seneste version. Opdateringen vil komme senere på måneden.

Opdateringen betyder blandt andet, at hele touch-delen, som mange brugere med mus og tastatur længe har klaget over, nu bliver langt bedre og mere brugervenlig at bruge, uanset hvad man sidder med.

Desuden vil hele desktop-delen blive en større del af computeren, og ikke "blot en app", som mange brugere har påpeget. Det har tidligere virket som, at Microsoft med vold og magt har tvunget brugerne over på deres touchdel. Men det vil der blive rettet op på med den nye opdatering, så man man faktisk kan sidde i ren desktop-mode uden egentlig at støde på Microsofts moderne startmenu.

Apps på tværs af platforme

Men den gamle klassiske Startknap og -menu vil nu også komme tilbage på styresystemet i en senere udgave. Microsoft har dog allerede lanceret en Windows-knap med 8.1-opdateringen, der næsten gør det samme, men den nye startknap vil være ligesom den gode gamle. Den nye startmenu har fået nogle forbedringer blandt andet i form af en lille variant af Windows 8s store app-ikoner.

Og netop på apps vil Microsoft nu virkelig til at tage sig sammen. Det bliver nemlig nu muligt at få apps på tværs af platforme, som det længe har været muligt på eksempelvis iPad og iPhone. Et stort skridt for udviklerne, at de ikke længere skal lave flere udgaver afhængig af platform.

Helt specifikt betyder det, at der nu også vil komme Microsoft-godkendte Windows apps til Xbox. Men hvornår det præcis vil ske er endnu lidt usikkert.

Andre forbedringer og ændringer er blandt andet at der er kommet bedre genvej til start/sluk og så får proceslinien i bunden et comeback. Her kan man 'pinne' apps og programmer og man kan hurtigt få adgang til den uanset om man bruger fingrene eller en mus.

Windows 8.1-opdateringen kommer automatisk den 8. april.