YouSees ’bland selv’-tv møder kritik

Foto: Polfoto

Kabel-tv-udbyderen YouSee giver fra 1. januar sine kunder mulighed for at selv at vælge, hvilke kanaler de ønsker i tillæg til deres grundpakke. Men forsøget på at leve op til dels brugernes ønske om frit valg af tv-kanaler dels politikernes krav er ”et stykke fra målet”, mener Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der bliver bakket op af Forbrugerrådet. Det skriver Politiken.

YouSees tv-pakker går stadig under betegnelserne grund-, mellem- og fuldpakke. Grundpakken med de tre betalingskanaler TV 2, TV 3 og Kanal 5 er stadig obligatorisk for alle kunder, men hvor de før i mellempakken og fuldpakken var låst til bestemte kanaler udover grundpakken, kan de nu selv vælge frit blandt omkring 100 kanaler i kataloget.

- Vi var og er fortalere for en lille grundpakke, som består udelukkende af de gratis kanaler. Selvfølgelig er de ikke helt gratis, for YouSee skal jo have noget for at distribuere dem, men når YouSee placerer betalingskanalerne Kanal 5, TV3 og TV 2 i den obligatoriske grundpakke, er der jo ikke rigtig valgfrihed. Det er stadig kanaler, som man er tvunget til at købe og betale for, siger Søren Bo Rasmussen, der er kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, til Politiken.

Den kritik er Forbrugerrådet enig i.

- YouSee forsøger at foregøgle forbrugerne og politikerne, at der her er tale om et reelt frit valg, men det er der slet ikke tale om, siger Martin Salamon, der er cheføkonom i Forbrugerrådet, og sammenligner den nye struktur men en tur i en butik, hvor kunden kun får lov til at handle, hvis vedkommende først vælger en af tre forskellige størrelser kurve og derefter betaler for at fylde den op.

Martin Salamon vil opfordre politikerne til at lave et indgreb, når hele tv-området i slutningen af året skal vurderes, for ”branchen har ikke leveret varen i form af frit valg for forbrugerne, og så må der regulering til”.