Ændringer igen-igen: Derfor skriver Facebook til dig

- Hvis du bruger vores tjenester efter d. 1. januar, accepterer du vores opdaterede vilkår og vores opdaterede politikker for data og cookies, og du accepterer, at du vil få vist forbedrede annoncer, som er baseret på de apps og websites, du ellers bruger.

Sådan lyder en besked fra Facebook, som onsdag er blevet sendt ud til samtlige brugere via notifikationsfunktionen. Beskeden drejer sig om nogle ændringer i brugervilkårene, som træder i kraft i begyndelsen af det nye år.

Vanen tro kan det imidlertid godt være svært at afkode, hvad de nye vilkår kommer til at betyde for den enkelte bruger - altså dig. Der er dog ikke ligefrem tale om chokerende omvæltninger, men snarere omformuleringer af allerede gældende vilkår og små ændringer, hvoraf nogle enkelte er værd at bide mærke i.

Beep giver dig her et kort overblik over de mest interessante opdateringer.

1. Privatindstillinger

Der vil blive indkørt en håndfuld nye, interaktive guides under Grundlæggende beskyttelse af personlige oplysninger. Her skal du nu fremover tages mere ved hånden og føres igennem forskellige Facebook-funktioner, der kan have indflydelse på dit privatliv - for eksempel hvordan du kontrollerer, hvem der kan se dine opdateringer.

2. Købefunktion

Fra 1. januar udrulles en testversion af en såkaldt "købe-knap", der skal gøre det muligt at foretage indkøb direkte gennem Facebook. Denne nye funktion bliver solgt som "en nemmere måde at købe produkter, uden at skulle forlade Facebook". Der er derfor egentlig blot tale om endnu en gimmick, der skal få dig til at blive hængende i Zuckerbergs blå-hvide univers.

3. Transaktioner

I samme ombæring skriver Facebook, at de "også arbejder på at finde nye måder, hvorpå du kan foretage transaktioner på en lettere måde." Måske det meget vel kunne være en betalingsløsning, der skal konkurrere med Mobile Pay?

4. Reklamer

Du får nu mere kontrol over reklamer og annoncer, uanset hvilken platform du benytter. Hidtil har det nemlig været sådan, at du for eksempel godt har kunnet risikere at støde ind i en bestemt reklame på desktop, selvom du allerede har afmeldt den på iPhone eller tablet. Dette irritationsmoment skulle den nye opdatering gerne få bugt med.

Du kan læse mere om de kommende ændringer og opdaterede vilkår her.