B&O er tilbage i dyr topform

Gode hovedtelefoner burde være en menneskeret. Både fordi det kan gøre selv de kedeligste musiknumre til fest og så kan det skabe lidt mere fred i det offentlige rum, der i dag er fyldt med støjforurening – alene en togtur gennem det danske land kan bevise den påstand.

Bang & Olufsen har tidligere kendt for den gode lyd, kvaliteten og designet, men har på det seneste måske mere været genstand for spekulationerne og snakken omkring selve selskabet og deres skrantende hovedforretning.

Men så kom deres billigere Play-serie, der fik tingene til at vende igen. Og det seneste produkt i den serie er deres eksklusive hovedtelefoner, der igen får fokus tilbage på skinnerne – nemlig lyden, kvaliteten og designet.

Mahogni med tiden

B&O Beoplay H6 er designet til at blive brugt, oplyser B&O selv. De er i læder, og kommer i lyst og mørkt læder, der netop skal bruges, så patinaen kommer frem. Der er tydelige syninger, der bestemt går noget imod street-strømmen af hovedtelefoner, der mere lyser af farverigt plastik, store bøffer og voluminøst design. Ikke noget der tiltrækker en forskrækket skandinaver som mig.

Men faktisk var jeg heller ikke slået bagover første gang jeg så H6. De var lidt kedelige. Men den opfattelse har ændret sig. Ikke mindst fordi designet ikke er voldsomt, det fylder ikke unødigt, men gør dem lige præcis så eksklusive at se på, at de træder frem og ikke er som de andre.

Samtidig er de meget justerbare, både til hovedet og til ørene og sammen med bløde ørepuder, der lukker helt omkring øret, har jeg en let og behagelig følelse selv efter længere tids brug.

En fremragende lyd

Nu er hovedtelefoner som natur bygget til at lytte med, og her er H6 i en klasse for sig. Netop på grund af materialevalget på selve ørepuderne, får man en lukket hovedtelefon, der endda også sidder godt på et skaldet æg som mig.

Jeg har testet hovedtelefonerne med Wimp Hifi – altså ingen afslappet-men-helt-rigtige-pladespiller. Jeg har heller ikke sat ekstra udstyr til for at få det store ud af det. Jeg har ville teste dem i hverdagen, som jeg nu en gang befinder mig i. Og for 199 kroner om måneden kan jeg endda befinde mig i en hverdag med musik og lyd i allerhøjeste kvalitet.

Nuvel – det var et sidespor. Men god lyd kræver de rigtige hovedtelefoner, og det kan H6 meget vel være. Jeg har prøvet lidt forskelligt musik alt lige fra Arcade Fire til whiteboy-rap med Can’t Stop Won’t Stop – skramlet til bund.

Selv om jeg ikke er den store lyd-ekvilibrist, så kan jeg godt høre, at der er forskel når det kommer til de tunge toner fremfor de mere rene. Dette er umiddelbart ikke hovedtelefonerne til hiphop-biblioteket, men mere til det afrundede, til tider rockede og gerne fine musik.

Puder i lammeskind lukker alle andre generende lyde ude, mens de sidder blødt på øret

Men her klarer de virkelig også opgaven flot. Jeg har selv i midten af en larmende flyver kunne få god lyd mast ud af hovedtelefonerne. I sig selv en cadeau, men fordi de lukker så tæt, er der tæt på noise-cancelling-funktion i (det er der ikke…). Jeg har kunne høre stor forskel på disse og andre hovedtelefoner – der nu også havde en anden pris, men kvalitet og god lyd kan koste knaster.

Mindre gode elementer

Men selvfølgelig er prisen et faktum, og selv om Bang & Olufsen virkelig fokuserer på at være den dyre mærkevare, der holder sin eksklusivitet ved lige, så er det ikke juks det man sælger flest billetter på.

Med en pris på 3.000 kroner, så kunne jeg snildt købe op til flere andre hovedtelefoner, og sikkert have en fed oplevelse med det. Det ér mange penge – bare ikke for B&O-grej, der ofte ligger langt højere.

Samtidig kunne jeg måske have ønsket, at mikrofonen på ledningen sad højere oppe på ledningen. Sikkert en æstetisk årsag mikset med behovet for, at en mikrofon til disse lyd-specialiserede hovedtelefoner ikke er det mest påtrængende.

BEEPS DOM

Jeg er solgt! Jeg kan lide lyden på det meste musik jeg hører, jeg kan lide designet og jeg er glad for at have B&O tilbage i folden for mit eget vedkommende. Desuden sidder der indgang til ledninger på begge hovedpuder, så man kan serieforbinde flere hovedtelefoner, og på den måde dele lyden med en god ven.

Pris og mikrofonplacering er mindre elementer, der sagtens kan ses gennem fingre med. Det sidste mest – mens det første desværre også vil afskrække de fleste. Men det er ærgerligt – for god lyd, design og kvalitet koster som regel lidt ekstra.