Film eller spil? Sådan er Beyond: Two Souls

Beyond: Two Souls trækker lige linier fra David Cages tidligere Heavy Rain-succes, der er bygget op på samme måde. Med kendte A-liste skuespillere som Ellen Page og Willem Dafoe i hovedrollerne får man som spiller et indblik i en indviklet, men meget spændende historie, vi ikke skal afsløre for meget af her.

Beyond: Two Souls handler om Jodie Holmes (Ellen Page). Hun blev født med en person eller et mere uforklarligt element kaldet Aiden, der er tilknyttet hende og hendes sjæl. For bedre at kunne forstå, hvad det er Jodie er født med og hvordan de er forbundet, kommer hun til at bo i et regeringskontrolleret forskningscenter.

Her opbygger hun et meget nært forhold til de to forskere, der har fået til at opgave at finde ud af, hvad hun er født med. Disse forskere er henholdsvis Nathan Dawkins (Willem Dafoe) og Cole Freeman (Kadeem Hardison).

Historien udspiller sig i brøkdele, der ikke nødvendigvis er i kronologisk orden, så det gælder om at holde tungen lige i munden for at huske, hvordan det hele hænger sammen. Dette virker dog ikke som en svaghed, men nærmere en styrke ved spillet. Ikke mindst fordi, at efter man har gennemført et kapitel, kan man genspille det fra hovedmenuen. Derfor har man muligheder for at spille det i kronologisk rækkefølge eller endog vælge præcis den rækkefølge man ønsker, efter det er gennemført.

Ingen forkerte trin, kun konsekvenser

Man kan ikke gøre noget forkert i spillet. Der er blot en konsekvens ved alt, hvad man gør. Konsekvenserne ligger i spektret mellem forsvindende små og enorme, men uanset størrelsen er de alle med til at give et exceptionelt helhedsindtryk og meget genspilningsværdi.

Beyond: Two Souls er skabt af spilskaberen David Cage, der med sit udviklingsselskab (Quantic Dream) er kendt for successen Heavy Rain fra 2010.  Quantic Dream havde en vision om at få Beyond: Two Souls til at virke mere som en film end som et spil. Og det virker som om, at det er lykkedes fuldstændigt. Det tog ikke mere end en halv time, før fornemmelsen af controller forsvandt og man i stedet sad og følte man så en film. Det var endda på trods af, at controlleren bliver brugt meget flittigt.

Intens styring i spillet

Analogstikkene bliver brugt til at bevæge Jodie rundt og få hende til at interagere med forskellige objekter rundt om i kapitlerne. Man kan se, hvilke objekter, man kan interagere med ved hjælp af en hvid interaktionsprik. De tryksensitive knapper (firkant, triangel, cirkel, kryds, L1 og R1) bliver brugt til at kontrollere Jodies krop, herunder hendes forbindelse til Aiden.

Som om det ikke var nok, bliver sixaxis-teknologien også brugt flittigt. Det kan derfor tilrådes at sætte sig godt til rette, når man spiller spillet, men ikke at hvile sine arme, da man ofte svinger controlleren rundt. Dette, sammen med spillets høje tempo, gør det til det mest intense spil, jeg nogensinde har spillet.

Som Aiden styrer man med analogstikkene og knapperne (L1, L2, R1 og R2). Man kan godt blive lidt svimmel, når man først styrer Aiden, da Aiden bevæger sig meget mere frit og i et højere tempo, end Jodie normalt gør. Aiden er nemlig ikke begrænset af mondæne ting som mure, døre eller tyngdekraften. Aiden er kun begrænset af at være nær Jodie. Aiden kan derfor bruges til at komme igennem steder, som Jodie ikke kan, hjælpe hende igennem de selvsamme steder og på andre måder komme Jodie til hjælp.

Som skuespillere i en film

Grunden, til at Quantic Dreams vision om at få spillet til at virke som en film er så vellykket, har meget at gøre med deres to hovedpersoner: Jodie Holmes (Ellen Page) og Nathan Dawkins (Willem Dafoe).

Da man tidligere primært har set de to skuespillere i film fremfor spil, giver det en umiddelbar følelse af, at man ser en film – også fordi de grafisk er utrolig realistiske i forhold til deres menneskelige ydre.

De tilfører samtidig også deres excellente skuespil til spillet, så man glemmer hurtigt, at man ser på Ellen Page og Willem Dafoe og i stedet for, ser man kun Jodie Holmes og Nathan Dawkins for sig.

Udover det har spillet virkelig gode kameravinkler, både gameplaymæssigt og filmisk. Hertil kommer også nogle flotte glidende overgange mellem selve gameplay-delen og cutscenesne. Havde det ikke været for den hvide interaktionsprik, der fortalte mig, at jeg skulle interagere med spillet, havde jeg siddet stille i endnu længere tid, end jeg i forvejen gjorde.

Man kan ikke springe forbi cutscener, som kan virke som en positiv ting, ovenstående taget i betragtning. Dette eliminerer nemlig risikoen for, at man kommer til at skippe forbi noget vigtigt. Det er dog muligt at sætte spillet på pause i dem.

Der er dog enkle grafiske elementer i spillet, der kunne være lavet bedre, og derved give filmfornemmelsen et takt opad. Men måske den næste-generations konsoller kan gøre en forskel på dét punkt.

Man har mulighed for at spille to sammen i spillet. En der kontrollerer Jodie og en der kontrollerer Aiden. Har man kun én PS3-controller er det intet problem, så længe man enten også har et IOS - eller Android-baseret produkt, da Quantic Dreams har udviklet en app, hvormed man kan styre spillet via WiFi.

Dette fungerer virkelig godt og med ligeså lidt lag, som ved hjælp af PS3-controlleren. Det er endog muligt at bruge både en IOS – og Android-baseret enhed på samme tid til at styre hver sin karakter. Den almindelige controller virker dog bedst, men det er vel også et tilvænningsspørgsmål.