Kineserne giver dig sexet design med wow-faktor

Hvis du går rundt med en forestilling om, at kinesiske smartphones er billige plastikmodeller, der mest af alt er dårlige kopier af de mest populære producenters produkter, er det på tide med en revurdering.

Den nye mobilstjerne Ascend P6 fra den kinesiske telegigant Huawei, der netop er landet på de danske butikshylder, er nemlig alt det, du ikke umiddelbart forbinder med en kinesisk produceret smartphone. Den er både tynd, smidig og lækker - og så emmer den af eksklusivitet.

DESIGN

Som jeg allerede har været inde på, er der blevet kælet godt og grundigt for designet i P6’eren, og netop det er da også en af telefonens absolut bedste features. Der er tale om et stykke design i verdensklasse. Intet mindre.

P6 er en smartphone, der er ekstremt tynd. Faktisk kunne den på lanceringstidspunktet prale med at have titlen som den tyndeste smartphone i verden. Med en tykkelse på bare 6,18 millimeter er P6 i dag en af markedets tyndeste, men samtidig er det lykkedes Huawei at lave et solidt produkt, der hverken syner eller føles skrøbeligt.

Er du ikke rigtig til hverken plastik eller glas i et smartphone-design, er du helt sikkert til aluminium. I hvert fald efter at have set Ascend P6. Vores testmodel har en bagside af børstet sort aluminium, men telefonen kommer også i et hvidt og et pink look. Metallet er med til at holde vægten nede på kun 120 gram.

I siderne er der klart aluminium med en kant ved samlingen øverst, der med det samme leder tankerne over på de seneste års iPhone-modeller. Ja, man kan godt se, hvor Huaweis designteam har hentet inspiration henne, men det er ikke i en sådan grad, at det virker kriminelt; der er ingen fysiske knapper på fronten, og bunden er rund.

Skærmen har en størrelse på 4,7 tommer, og selvom der stadig er langt op til de største på smartphone-markedet, har jeg stadig ikke vænnet mig til skærme over fire tommer.

Jeg har enormt svært ved at bruge telefonen, når jeg holder den i en hånd, og det er helt umuligt for mig at nå øverste venstre felt på skærmen med min tommelfinger. Noget, der for mig har betydning for den samlede brugeroplevelse.

Men skærmstørrelse er absolut en smagssag (og måske også et spørgsmål om håndstørrelse), og der er formenligt lige så mange meninger om store skærme, som der er smartphones på markedet.

INDMAD

Hvor designet har fået en ordentlig en på skralden, har Huawei til gengæld sparet en smule mere på indmaden.

Generelt lever det dog op til, hvad man kan forvente sig af en telefon i dette prisleje: 1,5 GHz quad-core-processor, to gigabyte RAM og en 4,7 tommer LCD-skærm med en opløsning på 1.280 x 720 pixels (312 ppi). Sidstnævnte er således ikke prangende, men bestemt heller ikke ringe: Skærmen ser skarp ud, og farverne virker klare.

Enkelte steder har Huawei været nødt til at gå på kompromis for at holde antallet af millimeter i tykkelsen på et minimum. Telefonen er eksempelvis kun udstyret med en intern hukommelse på otte gigabyte, hvor systemet i sig selv fylder tre, så der er omkring fem tilbage, der er ledige til apps og andet indhold.

Med et microSD-kort har du dog mulighed for at tilføje 32 gigabyte lagerplads til enheden, og det giver P6 en stor fordel sammenlignet med den nærmeste konkurrent, Google og LGs Nexus 4.

Et andet kompromis er 4G/LTE-understøttelse – eller manglen på samme. Ascend P6 understøtter simpelthen ikke det lynhurtige netværk. En del af forklaringen ligger i det ultratynde design, mens en anden ligger i, at der modsat herhjemme endnu ikke findes kommercielle LTE-netværk i Kina, hvor selskabet har sit hovedkvarter og sælger halvdelen af dets samlede antal smartphones på verdensplan.

4G/LTE er standard i nye topmodeller på markedet, og derfor er der helt sikkert nogle forbrugere, der vil fravælge P6 på grund af, at den kun kan køre på 3G og dermed ikke er helt så fremtidssikret.

Personligt savner jeg dog ikke 4G/LTE, når jeg bruger telefonen – og sådan vil de fleste helt almindelige smartphone-brugere formentlig også have det. Telefonen er kvik på nettet, og webbrowseren fungerer ganske udmærket.

På trods af telefonens bare 6,18 millimeter er den alligevel udstyret med et batteri på 2.000 mAh. Huawei fremhæver selv telefonens strømbesparende system, men det ikke-udskiftelige batteri giver alligevel kun strøm til en enkelt dags brug på en fuld opladning. Det er godkendt, men heller ikke mere.

BRUGEROPLEVELSE

Huaweis nyeste skud på smartphone-stammen kommer med Android 4.2.2 installeret. Oven på det har producenten tilføjet sin egen brugerflade Emotion, som betyder, at den traditionelle menu til apps, som langt de fleste andre Android-telefoner har, helt er blevet fjernet.

Samtlige apps på telefonen ligger således på startskærmen. Har du mange apps installeret, betyder det, at du skal ’swipe’ for at finde dine apps, men der er dog mulighed for, at du kan arrangere dem i mapper. En vovet beslutning af Huawei at fjerne app-menuen, men det fungerer altså.

Hele opbygningen minder på den måde om den, vi kender fra Apples iOS-styresystem, mens startskærmens widget, der giver dig populære funktioner i form af billedgalleri, favoritkontakter og vejrudsigt, er en god blanding af ’Blinkfeed’ i HTC Sense og Windows Phone 8s startskærm.

Funktionen giver mulighed for at gøre telefonen personlig og giver samtidig et fint overblik, men den er ikke udpræget køn og støjer derfor en del sammenlignet med, hvor smuk telefonen er.

Til gengæld kan man vælge imellem en række forskellige – og meget flotte – overgange til startskærm og baggrunde, og det løfter Android-oplevelsen en smule.

VI ELSKER

I testperioden oplevede jeg en hurtig og flydende brugerflade, og jeg kunne gnidningsfrit navigere rundt i telefonens menuer uden at opleve tegn på forsinkelser. Heller ikke, når jeg forsøgte at presse systemet.

Kameraet er efterhånden blevet en vigtig del af en smartphone. Det ved Huawei også. Derfor har selskabet valgt ikke blot at kaste kræfterne efter kameraet på bagsiden af telefonen, men også forsidens kamera.

Hvor standarden for frontkameraer normalt ligger på omkring to megapixel, har Huawei smidt et fem megapixel-kamera på fronten, fordi de vil imødekomme brugernes stigende behov for at tage selvportrætter – såkaldte ’selfies’ - og foretage videoopkald. I min optik er det helt rigtigt set og giver bedre muligheder for at udnytte det kamera, som jeg konsekvent undgår at bruge på min iPhone på grund af den ringe kvalitet.

Huawei har desuden tilføjet en brugbar software til kameraet kaldet IMAGESmart, der hjælper med at forbedre dine billeder. Her kan du smukkesere dine billeder på en skala fra et til ti. Er lyset eksempelvis ikke perfekt, bliver billedet justeret og gjort pænere end det oprindelige.

Funktionen fungerer efter hensigten, og med den kan man sĂĄledes lave noget, der minder om avanceret billedredigering uden at have tekniske evner.

Selve hovedkameraet på otte megapixel tager fine billeder, og jeg har hverken oplevet utilsigtede uskarpheder eller grumsede billeder. Autofokus-funktionen fungerer upåklageligt og er en stor hjælp, når man skal tage hurtige billeder i hverdagen.

VI HADER

Holder til henholdsvis sim- og hukommelseskort er placeret i telefonens venstre side sammen med tænd/sluk- og volumen-knappen. Du lader P6 via et stik i toppen, mens høretelefonerne tilsluttes i siden nederst til venstre.

Især sidstnævnte er i mine øjne særdeles mærkeligt placeret, dels fordi det er hamrende irriterende at have noget til at stikke ud af siden på ens telefon, når den eksempelvis skal være i lommen, dels fordi min højre hånd konstant kommer i karambolage med ledningen til høretelefonerne, når jeg holder telefonen. Det er en ommer, Huawei.

En mindre detalje, som jeg ikke i første omgang gennemskuede, er, at der sidder et lille spidst stykke værktøj i indgangen til hovedtelefonerne, som kan bruges til at få simkort- og hukommelseskort-holderen ud med.

Men lige så smart, det er, at man altid har den lille stav ved hånden, lige så usmart er det, at man ikke har noget sted at gøre af den, når man slutter sine hovedtelefoner til telefonen på farten.

I løbet af testperioden var jeg ved at miste staven op til flere gange, så jeg vil anbefale dig at lægge den i æsken, så snart du har brugt den første gang.

KONKLUSION

Designet er vigtigt, når vi vælger en ny smartphone, jovist. Men design er bestemt ikke alt. Derfor kan Huaweis Ascend P6 heller ikke få topkarakter.

For selvom designet er stilfuldt og luksuriøst, har Huawei været nødt til at gå på kompromis andre - ikke uvæsentlige - steder: Skærmkvaliteten er set bedre, den indbyggede hukommelse er nærmest ikke-eksisterende, og så har den ikke 4G/LTE. Det betyder, at P6 generelt leverer en gennemsnitlig oplevelse uden overraskelser, der kan imponere.

P6 er derfor ikke til den teknisk bevidste forbruger, der går op i at have de sidste nye teknologier og løsninger i en smartphone. Til gengæld er den til den designbevidste forbruger, som vil have en lækker mobil, der bare fungerer og ikke koster kassen.

P6 kommer næppe til at bide skeer med Android-topmodeller som HTC One, Samsung Galaxy S4 og Sony Xperia Z1, men kan helt sikkert stjæle kunder, der ellers ville have gået efter Google-telefonen Nexus 4, der er produceret af LG.

Til TV 2 Beep oplyser Huawei, at det forventes, at P6 bliver et gennembrud for selskabet, som har ambitioner om at sælge 10 millioner eksemplarer af telefonen inden for det næste år. Til sammenligning solgte Huawei i alt 32 millioner smartphones på verdensplan sidste år.

Om målsætningen lykkes, er svært at bedømme på nuværende tidspunkt. Men efter min mening kunne Huawei med fordel have prissat telefonen endnu mere aggressivt end tilfældet er. Det skulle nok for alvor sætte gang i salget.

Er Ascend P6 fra Huawei anbefalelsesværdig? Svaret er ja.