Test: En god iPhone 5S du ikke behøver

År efter år sender Apple en ny iPhone på gaden, og år efter år anmelder vi den til en høj karakter. iPhone er svær at komme uden om, når man snakker smartphones, og det nyeste S-tilfælde er ingen undtagelse.

iPhone 5S er bestemt ikke en dårlig smartphone. Det er ligefrem den bedste iPhone, der endnu er blevet lavet. Ikke underligt i sig selv, da det oftest er sådan med nye mobiler – de bliver forbedret. Samtidig kan man sige, at Apple har vist sig at holde en tradition, som lyder: Først en ”test-mobil” (3G, 4 og 5) og så den ”rigtige” (3GS, 4S og nu 5S). Alle S’erne havde de forbedringer, som de foregående manglede.

Selv om det bestemt ikke er en holdbar måde, at lave mobiler på for kunderne, der kan føle sig snydt over købet af en 4’er eller en 5’er, når Apple året efter sender den samme, men forbedrede version på gaden, så er det sådan, det fungerer.

Men år efter år, lyder disse anmeldelser også på, at der simpelthen er sket for lidt i forhold til den foregående model. Og det kommer til at være det samme problem denne gang. Men nu har Apple blot taget skridtet et takt for langt, og med priser, der må siges at være helt absurde, begynder det at være en joke i sig selv.

Højere hastighed

Men inden vi kommer så langt, så lad os kigge på de steder, hvor iPhone 5S har et potentiale, der måske kunne retfærdiggøre den høje pris.

Garageband er én af de apps, der nu kan klare langt flere spor med de 64 bit.

Det mest grundlæggende er uden tvivl den nye indmad i form af A7-chippen med 64-bit, der er et element, der er foran en del af sine konkurrenter. Et område som Apple ellers ikke er mest kendt for.

Chippen er i teorien et rigtig godt ryk for Apple, der nu har en telefon, der ikke har nogle som helst problemer med at køre selv de tungeste apps og opgaver. Flere analytikere påpeger da også, at dette er det første rigtige skridt på vejen til at gøre den almindelige PC overflødig. Nu kan alt klares på din mobil.

Flere benchmark-test viser samtidig, at iPhone 5S slår næsten alle andre mobiler. Samsung har så lige taget førerrollen med deres nye phablet, Galaxy Note 3, men ellers slår den flot alle andre.

Ikke noget den almindelige bruger oplever

Så det er slået fast rent teknisk, at mobilen er utrolig hurtig. Men problemet er bare, at i praksis, så er det ikke noget du oplever særlig meget, hvis du er en almindelig smartphone-bruger, der egentlig mest bruger kamera, sms, lidt web og selvfølgelig telefondelen.

Guldfarven har vist sig at være utrolig populær for Apple. Mindre bling og mere champagne er vist kodeordet.

Som det er nu, vil du kun rigtig opleve kraften i mobilen, hvis du spiller de tunge spil, som blandt andet Infinity Blade 3 eller andre kommende iOS-storspil eller sad og skulle redigere dine videoer og lignende, som retfærdigvis nok flere og flere nu gør.

Men selv er jeg ikke tilhænger af den lille skærm til sådanne spil eller redigeringsopgaver. Nu efter over en måneds brug har jeg ikke oplevet den helt store forskel på 5’eren og 5S’eren i forhold til hastigheden i de apps og de funktioner jeg benytter.

Jeg kommer nok til at opleve en forskel på et senere tidspunkt, når der kommer flere apps og funktioner, der understøtter de nye kræfter. iPhone 5S har et kæmpe potentiale på dét punkt, som bare endnu ikke helt har vist sit værd – men som utvivlsomt vil komme til det.

Godkendt kamera

Ét sted der dog viser sit værd allerede fra første sekund, man åbner det, er kameraet. Med den højere hastighed i telefonen og den nye chip, kan man faktisk opleve en hurtigere udløser. Du kan tage langt flere billeder, langt hurtigere og derved få billedet i kassen på ingen tid.

Her er motivet zoomet ind og man kan se at der er mindre støj og flere farver på 5S i forhold til 4S

Eksempelvis hvis du vælger at tage mange billeder efter hinanden for at få det rette billede. Hold blot udløseren nede og billederne fyrer ind på hukommelsen. Her kunne man måske have ønsket sig en funktion, som bl.a. HTC One har, hvor man ud fra sådan et foto-frenzy kan vælge det bedste og skrotte de andre med et enkelt klik.

Mindre forskel i kvaliteten er der på 5 og 5S, men læg mærke til lyset igennem døren, der stadig har mindre støj på 5S end 5

Men som gimmick har iPhone 5S nu fået slowmotion, der kan være sjovt til tider, men som bestemt ikke udfordrer GoPro, som det ellers var lagt op til.

Slowmotion-videoer ER sjove og kan også være oplagte til forskellige episoder i det virkelige liv. Men det er stadig ikke andet end en gimmick, og på en måned har jeg benyttet mig af det mindre end 10 gange. Når du en gang har filmet noget i slowmotion kan det være skægt, men det er ikke sådan en funktion man vender tilbage til konstant – og slet ikke en funktion, som gør iPhone 5S til et must.

Dog er billedkvaliteten godkendt og er klart tilpas i forhold til hvad billederne skal bruges til. Der er ingen tvivl om, at kameraet er bedre hos konkurrenter som Nokia og Sony, men billederne med iPhone 5S bliver noget bedre end på 5’eren. Det kan ses mest ved dårligere belysning, hvor der er kommet mere farve på.

Men hvis du havde håbet på den helt store forbedring på billederne i forhold til 5’eren, så må jeg desværre skuffe dig.

Mellemfinger til scanneren

Der er brugt utrolig meget spalteplads på nettet, når snakken falder på Apples nye ”innovative” funktion – fingerscanneren. Aldrig set før, men alligevel i masser andre produkter.

Tanken er da også fin – brug fingerens unikke identitet, aftrykket, til at åbne din telefon i stedet for koden, der potentielt kunne være nemmere at bryde. Selv om flere efterfølgende har påvist, at den er mere eller mindre gennembrydelig, så er ideen om fingeraftrykket og derved dit personlige password en rigtig god idé.

Hold fingerne på hjemknappen og den åbner. Kræver dog noget tålmodighed til tider

Min anke er da heller ikke på selve konceptet – eller at det endnu kun fungerer som skærmlås og til iTunes-køb. Mit er derimod ved selve brugen. Jeg mener ikke jeg har verdens mest fedtede fingre, men noget kunne tyde på jeg har.

Jeg har læst en hel del andre test, der roser scanneren for at være præcis og god, men stort set hver anden gang jeg åbner telefonen, registrerer den ikke mit tryk ved første forsøg. Til tider heller ikke ved anden, men måske så ved tredje. Der er ikke noget mønster, og det er heller ikke konsekvent, men det er nok til at irritere mig grænseløst.

Samtidig føler man det komplet uanvendeligt og overflødigt i iTunes, da jeg igen og igen bliver bedt om at verificere mit Touch ID ved lige at skrive koden ind igen. Så kan det saftsusme da også være ligemeget, at skulle bruge aftrykket, når jeg alligevel skal skrive koden ind.

Det er fint, at jeg kan have op til fem fingre registreret i systemet, og jeg derved har begge mine tommelfingre med i spil, men det kan faktisk være generende, at når jeg bare lige vil tænde for skærmen for at tjekke klokken, har jeg pludselig åbnet telefonen. Mindre detalje, men alligevel en anke.

S står for selvmåler

En af de nye features ved iPhone 5S er de mange nye målere og sensorer – samlet i én lille ny coprocessor kaldet M7, der gør iPhone 5S til et meget mere fintfølende apparat.

Den kan nu på et meget mere præcist niveau aflæse hvordan du bevæger dig, hvad du laver og kan derved være med til at registrere din dag. Det er oplagt for de mange selvmålere derude, der allerede har deres håndled plastret til med Nike Fuelband, Jawbone Up og Fitbit Flex.

For med M7 kan iPhone adskille dine skridt, fra dit løb og når du kører bil. Den kan registrere hvad du laver i hvilken fart, og det hele er oplagt for trejdeparts app-udviklere, der kan udnytte disse data til trænings- og sundhedsapps.

Argus er et hit. Gratis-app der kan anbefales

Den bedste – og den som gør at jeg alligevel er ganske tilfreds med min iPhone 5S – er gratis-app’en Argus, der i en flot og enkel visualisering holder dig opdateret med hvor mange skridt du tager på en dag, med dine løb, cykelture, kaffeindtag, kalorier, måltider, søvnrytme og meget meget mere. Alt sammen i én app og med langt mere præcise oplysninger end tidligere.

M7 vil på længere sigt kunne blive udnyttet til langt mere, der giver mening på et tidspunkt. Eksempelvis at omdanne iPhone 5S om til en trådløs controller til en mulig omdannelse af Apple TV til ny spillekonsol eller andre potentielle åbninger.

BEEPS DOM

Jeg har haft svært ved en endelig dom over iPhone 5S. For som udgangspunktet er, så er det stadig den bedste iPhone til dato – det er samtidig en rigtig vellykket og god smartphone. Derved kan jeg umuligt give den en dårlig karakter. Men noget skal der ske hos Apple.

Den dyreste iPhone 5S får en latterlig høj pris på næsten 7.000 kroner (64GB-versionen) og med et batteri, der er kun marginalt bedre end iPhone 5, så har de stadig et ankepunkt, der gør ondt hos mange iPhone 5-ejere.

Ligeledes er 64 bit-chippen endnu ikke udnyttet nok til at man som almindelig smartphone-bruger oplever en forskel, kameraet er set bedre i Lumia 1020 og du kan glemme fingerscanneren.

Men hvis du har en iPhone 4 eller 4S vil du alligevel opleve en så stor forskel, at en 16GB-version til 5.399 kroner kunne være givtigt. Priserne for 32- og 64GB er alt for pebrede, så jeg ville hellere anbefale oplagte cloud-løsninger end bruge så mange penge på hukommelse.

Hvis du har en iPhone 5 giver det ingen mening, at købe en iPhone 5S. Og hvis du slet ikke har en iPhone kunne  en iPhone 5C måske friste mere som et bedre og billigere køb. Og bedre endnu – der findes altså også bedre og bedre alternativer derude (HTC One, LG G2, Samsung Galaxy S4), som på papiret kunne være mere oplagte smartphones til prisen.