Sådan virker gratis filmtjeneste der truer Netflix

Den gratis streamingtjeneste Popcorn Time bliver beskrevet som "for god til at være lovlig". Og tjenesten, der til forveksling ligner Netflix, men som er gratis, bevæger sig da også i en juridisk gråzone.

Folkene bag tjenesten siger selv, at det er fuldt ud lovligt.

- De siger, at de gør lige som Google: De går ud og henter det, der er på nettet, viser det, der ligger på nettet til andre brugere, siger David Guldager, digital trendekspert på TV 2.

Modsat tidligere pirattjenester downloader brugeren ikke noget til sin computer, men streamer blot det, der allerede ligger på nettet. Dog har nogle brugere af Popcorn Time oplevet at blive pålagt en bøde på op mod 5000 kroner.

Ifølge David Guldager har der manglet en filmtjeneste, som minder om musiktjenester som Spotify, hvor kunstnere lægger nyt som gammelt materiale ud.

- Problemet er, at hvorfor skulle du så betale for at gå ind i biografen? Det er ikke det samme som musik, for der er ikke et sted, det skal gå først. Du vil stadig gerne se det live, siger han.

Han mener, at det blot er spørgsmål om tid, før filmselskaberne må udtænke en sådan tjeneste, da det er det, forbrugerne efterspørger.

David Guldager

David er TV 2s digitale trend ekspert

Har siden 2008 været redaktør på TV 2 Beep og ugentlig gæst og ekspert i Go' morgen Danmark

Kommenterer og analyserer dagligt den teknologiske udvikling, de sociale tendenser og de nyeste gadgets

Følg ham på Twitter og Instagram