Danskerne vilde med mobilbetaling

Danske Banks app til mobile pengeoverførsler, Mobilepay, er tæt på at runde 2 mio. downloads, skriver Bloomberg News. Og til nytår ventes den populære app at være hentet ned til 2,1 mio. danske mobiltelefoner.

I dag er der 1,6 mio., der rent faktisk bruger app'en, oplyser Danske Bank til Bloomberg, og det repræsenterer en fremgang på 100.000 brugere i forhold til, hvad banken oplyste til Ritzau Finans i maj.

Antallet af brugere ventes ifølge Bloomberg at nå 1,7 mio. ved årets udgang.

Og senest i 2015 vil app'en kunne fungere ved brug af den NFC-teknologi, som Apples nye Apple Pay også bruger, skriver Bloomberg.

Ritzau Finans