Mistet fingrene? Print nye i 3D

Sydafrikanske Dylan er en af de første, der har fået hjælp til en protese gennem Robohand Project. Foto: Makerbot

3D-printere kan vise sig at blive en langt vigtigere teknologi, end de fleste regnede med for bare få år siden. De er for det første faldet meget i pris på kort tid, men folk er samtidig også ekstremt kreative med, hvad de bliver brugt til.

De seneste dage har der været skrevet meget om den printbare pistol, som nu er blevet forbudt af de amerikanske myndigheder. Men teknologien kan også bruges til langt mere fredelige formål.

The Robohand Project er et klart eksempel på dette. Projektet startede, da en sydafrikansk snedker ved navn Richard van As mistede nogle fingre i en arbejdsulykke. Han fik kontakt til amerikaneren Ivan Owen, der lever af at designe rekvisiter, og sammen udviklede de en protese til til van As.

I filmen her kan du se folkene bag Robohand Project samt nogle af de børn, som de har hjulpet til at få en brugbar hånd.

Protesen fungerer ved, at at fingrene griber sammen, når man bøjer håndledet, og hvis den bliver slidt op, eller hvis man vokser fra den, så printer man bare en ny. Selvom 3D-printer-firmaet Makerbot støtter projektet, så kan man printe delene til protesen på enhver 3D-printer.

Desuden er det et såkaldt open source-projekt, hvilket betyder, at alle gratis kan benytte sig af de tegninger, som folkene bag projektet har lavet samt lave ændringer, hvis det er nødvendigt.

Specielt i fattige områder af verden og til til børn, der hurtigt vil vokse sig ud af deres proteser kan projektet gøre en enorm forskel, da det efterhånden er blevet relativt billigt at anskaffe en 3D-printer.

Hvis du vil vide mere om projektet, så kan du læse meget mere om det her, hvor du også kan støtte udviklingen af protesen økonomisk.