USA sætter en stopper for 3D-printet pistol

Cody Wilson fra den amerikanske våbenorganisation Defense Distributed valgte tidligere på ugen at lægge ’opskriften’ på sin fuldt funktionsdygtige 3D-printede pistol ’The Liberator’ online. Men den nåede kun at få en særdeles kort levetid på nettet.

Nu har det amerikanske udenrigsministerium nemlig sat en stopper for projektet. I et personligt brev har det beordret Wilson til at trække de filer, som kan bruges til at downloade og printe pistolen, tilbage med øjeblikkelig virkning. Det skriver erhvervsmediet Forbes.com.

I den amerikanske lovgivning er der ikke meget, som forhindrer folk i at 3D-printe en pistol, men fordi personer uden for landets grænser også har haft adgang til tegningerne af pistolen, kan Wilson meget vel have gjort sig selv til international våbendistributør – uden at have tilladelse til det. Han har derimod licens til at producere våben i USA.

Myndighederne vil således lave en gennemgang af de uploadede filer for at se, om de overholder den internationale våbenlov. Wilson, der studerer jura på universitet i Texas, siger, at Defense Distributed vil fjerne filerne, indtil udenrigsministeriet har færdiggjort undersøgelsen.

- Vi er nødt til at adlyde. I brevet står der, at alle sådanne oplysninger skal fjernes, så de ikke er offentligt tilgængelige. Det er muligvis en umulig standard, men vi vil gøre vores del ved at fjerne dem fra vores servere, siger han til Forbes.com.

Helt at stoppe udbredelsen af tegningerne kan amerikanerne dog formentlig ikke. De er nemlig allerede blevet downloadet mere en 100.000 gange bare på de første to dage, de var tilgængelige online.

Med tegningerne kan alle og enhver ved hjælp af en 3D-printer skabe et billigt skydevåben, som er særdeles svært at spore. Eksempelvis bliver det ikke fanget i metaldetektorer.